Endnu en gang fik vi serveret en god morgenmad af Huller og derefter kørte vi mod Grand Canyon.

Da vi jo ikke boede så langt derfra (ca. 80 km.) var det en forholdsvis kort tur at køre, men til gengæld nok det mest kedelige stykke vej endnu. Alt det ændrede sig fuldstændigt da vi kørte ind i Grand Canyon National Park. Flotte veje rundt i hele Grand Canyon, med udkigsposter flere steder og picnic pladser til de sultne, udover et stort antal overnatningsmuligheder for campister, teltliggere etc.

Vi fandt hurtigt det første udkigspunkt og da vi trådte gennem skovbevoksningen og kom til klippekanten, var vi fuldstændig målløse alle sammen. Det vil være umuligt at beskrive hvordan en “sprække” i jorden, der er 450 km. i længden og 16 km. på det bredeste stykke og gennemsnitligt 1,6 km. dyb, kan se ud. Bare det at fotografere er en umulig opgave, da det aldrig vil kunne gengive den mageløse storhed, dybde og farvespil der er så langt øjet rækker. Vi kunne stå i timer og bare suge til os og have en smule respekt for ham der har gravet sådan et hul i jorden. At vi så samtidig befandt os ca. 2.200 meter over havets overflade var slet ikke til at forstå.

Vi kørte fra det ene mageløse udsigtspunkt til den næste og endte ved det store “Visitors Center” og “Mather Point” udsigtspunkt, som er hovedindgangen. Vi var kommet ind via den østlige del ca. 35 km. derfra og de øvrige steder vi havde haft udsigtspunkter, havde der ikke været særligt mange turister, men her var der fyldt med turister og især japanere og deres selfie stænger overalt. Vi fik dog taget billeder og set alt det vi kunne og kørte derefter ned til “Market Plaza”, som er en kombination af souvenir-, restaurant-, supermarkeds-butik. Vi fik købt lidt souvenirs og 3 kopper kaffe og en øl til Jannie, der dog var diskret lagt i en papirspose, da vi sad udenfor. Så nu lignede Jannie en rigtig amerikansk dranker med sin lille skjulte papirspose 😉

Så vendte vi bilen mod vores næste overnatning, som er Seligman. Det er den første by på den sidste ægte rest af “Route 66” og hold da op hvor den levede op til sit “Route 66” image. Vi fandt “Roadkill 66 Cafe” og fik anvist en plads i en restaurant/souvenirbutik/bar. Det var som at træde ind i en helt anden tidslomme og vi fik gudemad til ingen penge. De fleste af retterne på menukortet havde navne som; “The Chicken That Almost Crossed The Road”, “Thumper Hit The Bumper”, “Bird That Smacked The Curb”. Vi valgte dog hver især; “Too Slow Doe”, “Fender Tenders” og 2 x “Big Bagged Stag”. Vi var alle meget tilfredse, men især Kim og Huller var glade for deres oversize kulgrillede steak med tilbehør.

Da det efterhånden var blevet mørkt, blev vi enige om at besøge byen igen i morgen, for at spise vores morgenmad på “Roadkill Cafe”, inden vores videre færd gennem resten af Route 66.

Vi spiste måske nok lidt mere end vi skulle have gjort af den gode mad og Heidi var helt slået ud og valgte træt og mæt at gå i seng ret tidligt. Det gjorde vi andre også lidt efter.

Igen en fantastisk dag.