ArrowLeft

Dag #3 – 11/09-2015

ArrowRight

Plan:

  • Fortsætte af Highway 1 mod San Francisco.

Stop undervejs:

  • Hearst Castle
  • Big Sur
  • Monterey

Overnatning:

  • Moss Landing KOA Express
    • 7905 Sandholdt Road, Moss Landing, CA 95039, USA

 

Hearst Castle

Hearst Castle er ikke bare en af California Highway 1’s største seværdigheder. Det enorme slot er også med på top 10 listen over USAs mest besøgte turistattraktioner. Det med størrelsen skal i øvrigt tages ganske bogstaveligt, da det store kompleks indeholder ikke færre end 144 værelser, heraf alene 56 soveværelser og 61 badeværelser.

Det var aviskongen William Randolph Hearst, der i 1919 tog det første spadestik til sit drømmeslot, der skulle ligge så tilpas afsides, at han ikke umiddelbart blev forstyrret. Valget faldt på San Simeon-højderne godt tilbagetrukket fra kysten, men med en pragtfuld udsigt ud over Stillehavet.

Inspirationen til byggeriet kom fra Middelhavsområdet, og det var Hearst’s vision at stedet skulle lede tankerne han på en bjerglandsby i Middelhavsområdet. Selve hovedbygningen er derfor udformet som en katedral omgivet af mindre bygninger – landsbyens huse – ligeledes bygget i Middelhavsstil. Den kvindelige arkitekt, der stod for at gøre Hearst’s drømme til virkelighed, hed Julia Morgan.

William Randolph Hearst var en ufattelig rig mand, og han fortsatte byggeriet af sit drømmeslot helt frem til 1947 – uden nogen sinde at blive færdig.

Hearst Castle var op igennem 1920’erne og 30’erne omdrejningspunkt for en lang række store fester for den kulturelle og politiske elite i USA og den øvrige verden. Mange af stumfilmens stjerner, bl.a. Charlie Chaplin, havde deres gang på slottet, ligesom Winston Churchill var gæst ved et af William Randolph Hearst’s mange middagsselskaber – de fleste med overnatning.

I dag er Hearst Castle åben for offentligheden, så du ved selvsyn kan konstatere, hvad man kan udrette, bare man har penge nok. Ud over de mange udsmykkede rum indeholder slottet også en anseelig kunstsamling, hvoraf hovedparten af værkerne er fragtet over Atlanten fra Europa.
Hearst Castle er så stort, at der findes forskellige guidede ture, der alle udgår fra Visitor Center nede ved Highway 1. Herfra fragtes man i busser de cirka fem kilometer op ad bjerget til selve slottet, hvor man følger guiderne rundt på slottet.

Besøger man Hearst Castle for første gang, bør man vælge “begynder-turen.” Alle ture varer cirka to timer inklusiv transport op og ned ad bjerget. Efterfølgende kan man vælge at se en film om Hearst’s liv i velkomstcenteret – en film, som er inkluderet i entrebilletten. Om foråret og efteråret er der også mulighed for aftenture op til slottet.

Big Sur

Big Sur er en af de mest berømte lokaliteter langs California 1. Navnet repræsenterer den 90 miles langs kyststrækning, der starter syd for Carmel og fortsætter til Hearst Castle, og som er den vildeste og mest utilgængelige del af kysten langs Highway 1. Men Big Sur er også navnet på det eneste bysamfund langs denne del af kysten. En lille landsby, med kun 950 fastboende sjæle, men som alligevel har opnået kultstatus i Californien.

Big Sur virkede op gennem 50’erne og 60’erne som en magnet på kunstnere og alternativt tænkende, som slog sig ned i Big Sur-området for at finde ro og balance i tilværelsen. Big Sur blev bl.a. et centrum for new age-bevægelsen, som stadig ejer en række grunde i området.

Det var forfatteren Jack Kerouac, der med sin bog On the Road fra 1957 var med til at gøre Big Sur kendt. Men også andre forfattere har dyrket Big Sur. Det gælder ikke mindst Henry Miller, som boede i byen fra 1944 frem til 1962. I dag kan man besøge Henry Miller Memorial Library i Big Sur.

For turisten er Big Sur en mulighed for at tanke bilen op eller tage en overnatning – hvis du ellers har pengepungen i orden og har booket i forvejen. For Big Sur er en utrolig populær destination, og det bærer alle priser i området i høj grad præg af.

En overnatning på en af de mange Bed & Breakfast’s eller lækre hoteller koster nemt flere hundrede dollars, men så har du også i de fleste tilfælde direkte havudsigt over Stillehavet fra værelset. Er budgettet mere begrænset, vil du muligvis foretrække at nøjes med at nyde de gratis glæder i Big Sur.

Monterey

Kystvejen rundt langs Monterey-bugten, 17 Mile Drive, er en af Californiens mest esklusive lokaliteter. Her ligger den ene store millionærvilla efter den anden med en fantastisk udsigt over den smukke Stillehavskyst. Hertil kommer esklusive golfbaner, hvor de stenrige beboere og andre kendisser svinger golfkøllerne i det milde og lækre klima.

Turen langs kysten på Monterey-bugten er vitterlig utrolig smuk. Den smalle og snoede vej langs kysten blandt cypress-træer og pines byder på det ene vue over Stillehavet efter det andet, og udsigten bliver kun afbrudt af de utallige golfbaner, der ligger som perler på en snor langs vejen. Et af de obligatoriske stop er Cypress Point, hvor en ensom cypress står majestætisk på en høj klippe ud for kysten.

Samtidig er 17 Mile Drive en sjælden mulighed for at få et nærmere kig på, hvor Californiens filmstjerner, kendisser og milliardærer har deres gang fra tid til anden. Flere af Hollywoods stjerner har en villa langs kysten, selvom de måske kun opholder sig i den i sammenlagt en måned eller mindre om året.

En af de mest esklusive restauranter og hoteller i Monterey-området er The Lodge at Pebble Beach. Stedet åbende i 1919 og ligger lige på kanten af Stillehavet. Fra restauranten kan du nyde udsigten ned over kysten. Golfbanen i baghaven er en af de mest berømte – og dyreste – i USA, med bl.a. hul nummer 13 placeret lige på kanten af Stillehavet. Men det er faktisk tilladt at gå ned til stranden og golfbanen ved The Lodge at Pebble Beach, da der er offentlig adgang til stranden.

Hvis nogen spørger, hvor filmstjernerne og de rige i Californien gemmer sig, kan det meget vel være her på The Lodge. Baren i stueetagen, The Tap Room, frekventeres jævnligt af kendisser og filmstjerner, der her kan være i fred uden at blive konfronteret med nysgerrige blikke eller autografjægere. Både Bill Murray og Clint Eastwood kommer ifølge de lokale fra tid til anden på The Lodge at Pebble Beach.

Apropos filmstjerner, så har Monterey-området og 17 Mile Drive optrådt i utallige film. Er du filminteresseret, så overvej en tur med Monterey Movie Tours, der arrangerer guidede ture rundt på bl.a. 17 Mile Drive. Mens du kører den guidede tur, vises der klip ombord i bussen fra nogle af de film, der er optaget de steder, du passerer forbi. Monterey Movie Tours udgår fra Monterey Conference Center i Downtown Monterey.

17 Mile Drive har flere indgange. De fleste turister vælger at starte ved bygrænsen til selve Monterey by, ved Pacific Groove Gate eller ved Highway 1 Gate i den modsatte ende nær byen Carmel. Prisen for at nyde dette lille stykke Amerika er 9,75 dollars pr. bil (2013), som betales til portvagten ved indgangen.

Motorcykler og motorhomes er ikke tilladt på 17 Mile Drive, der er en privat fællesvej, og som derfor har egne regler. Du kan kun køre på 17 Mile Drive i personbil. Der er ikke offentlig adgang til 17 Mile Drive efter solnedgang – med mindre du har en invitation eller bordbestilling til fx The Lodge at Pebble Beach med i handskerummet.